Konflikter kan også være positive

29 maj, 2022 | 0 Kommentarer

Konflikt eller uenighed

Det kan sagtens være i orden at være uenige om noget, uden at det går ud over relationen. I er forskellige som personer, har forskellige holdninger og meninger og det er helt ok. 

Når jeg skriver at konflikter også kan være positive mener jeg, at konflikter kan være med til at skabe udvikling. Måske kan det ikke altid være muligt at finde en løsning, men det kan være i orden at være enige om at være uenige. Begge parter skal have lov til at have de holdninger og meninger som de nu engang har. 

Når en konflikt opstår, handler det om at I ser forskelligt på tingene. Det er ikke den anden det er galt med, den anden har bare en anden holdning eller mening end du selv har. Og det er helt ok. 

Hvis du bestræber dig på at ”vinde en konflikt” og gøre den anden til taber, vil det ikke være godt for jeres relation. Det skal være muligt for jer begge at komme ud af en konflikt som ”vindere”. 

 Det kan du gøre

 Dèt du kan forsøge er at være nysgerrig på, hvordan din partner forstår dét, som I blev uenige om. Du kommer måske til at se negativt på den anden og den andens motiver, men det er ikke særlig konstruktivt. Vær villig til at sætte dig i partnerens sted og forsøg at forstå hendes eller hans side af sagen. Den indgangsvinkel vil skabe tillid og starte en dialog med henblik på at få løst konflikten. 

Vær ærlig og åben og hold tonelejet nede. Råben og skrigen løser ikke en konflikt, tværtimod får det partneren til at gå i forsvar eller måske flygte. Det kan føre til at du vil føle dig afvist. 

Vil du undgå at partneren går i forsvar, duer det ikke at være bedrevidende, det bringer jer ikke tættere på hinanden. Ofte sker der dèt i en konflikt, at der i begge parter kører en indre negativ dialog og den kommer til udtryk i de ord og den adfærd som sendes ud til den anden. Det er ret opslidende og kan skabe både vrede og en afmagtsfølelse, fordi du ikke kan se en løsning på konflikten. 

Anerkend din partner

Prøv i stedet at anerkende, at din partner har et andet synspunkt, lyt til ham eller hende og forsøg at forstå hvordan din partner ser på tingene. Vær nysgerrig på og åben overfor dèt din partner giver udtryk for. 

Vær opmærksom på dit kropssprog. Har du svært ved at styre dit kropssprog fordi du er sur eller vred, så forsøg at stoppe op og holde en pause, så du får mulighed for at tænke over, hvad der sker i dig lige nu og her. Træk vejret dybt og prøv at få ro på dig selv. Ofte handles der impulsivt, siges ting som egentlig ikke menes og det er ikke særlig konstruktivt, hvis en konflikt skal løses. 

Selvfølgelig kan det være irriterende at være uenige og det kræver noget af jer begge at finde frem til en mulig løsning på konflikten. Men I kan også lære noget nyt om hinanden ved at lytte, være interesserede i hinandens synspunkter og komme hinanden i møde, i en god dialog.   

 

lone hauervig

Skrevet af Lone Hauervig

Jeg er født i 1958, er gift og har 2 børn, 2 bonusbørn samt en flok børnebørn. Jeg startede Sydjysk Parterapi i 2004 og har haft mange par og individuelle klienter igennem min klinik her på Skodborghusvej 4 i Vejen. Desuden har jeg arbejdet med familier, som har haft udfordringer i forhold til konflikter.

Andre blogindlæg

Kommentarer

0 Kommentarer

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Book en tid til samtale